Mørke trægulve skaber en massiv baggrund. Det giver en fornemmelse af elegance og fylde i rummet. De går aldrig af mode, de er altid trendy og in. Kontrasten mellem mørke trægulve og lyse, lette vægge er for mange mennesker indbegrebet af en sofistikeret, kvalitetsbetonet stil.
Denne arkitektoniske perle i Sydafrika er både dristig i sin udformning og afdæmpet og fyldt med velovervejede kontraster mellem materialerne. Rå beton, glas og stål møder det bløde, mørke træ, og overdådighed og ekstravagance møder minimalisme og enkelhed. Resultatet er forbløffende.
Når man går ind i huset, træder man ind i et udtryksfuldt og fængslende åbent rum: en tre-etagers, syv meter høj opholdsstue, indrammet på begge sider af hængende trapper, der er beklædt med valnøddetræ og har rammeløst glasgelænder. Lofter og vægge i træ og mørke trægulve giver varme og blødhed, der forstærkes, jo længere man ser.
Hele huset er en kontrastfyldt fortælling, opbygget af lag af rå og raffinerede materialer, der skaber en spændende forbindelse mellem de to. Dybest set er konceptet for dette hus, at det er ét rum med mørkt træ, der definerer rummet og giver det varme.
Loungeområde og køkken/spiseplads: Eg Brownie. Dybe, mørke toner med en varm underliggende glød skaber en rustik og fyldig atmosfære i dette livlige og varme 3-stavs-gulv i eg. Store knaster og revner fremhæves ved omhyggelig børstning og lasering af overfladen på brædderne, som derefter behandles med mat lak.
Dagligstue: Eg Nouveau Tawny. De kraftige koksgrå toner i dette 1-stavs-gulv i eg lader de varme nuancer skinne igennem, hvilket giver et elegant og raffineret udtryk. Hvert bræt er omhyggeligt børstet for at understrege åretegningen og fremhæve træets naturlige struktur. Den matte lakering eliminerer effektivt genskin og beskytter gulvet mod det daglige slid.
Lounge på første sal: Eg Soil. Den karakteristiske træstruktur kombineret med den mørkebrune naturolierede patina gør, at dette mørke 3-stavs-gulv i eg emmer af historie og elegance. Overfladen på brædderne børstes og ryges let for at fremhæve træets stærke karakter.